2017

Her i slutningen af februar står det hele på gloende pæle – 2 podekurser om ugen og en masse podninger til egen produktion. Derudover kommer en masse bestillinger både til afhentning og forsendelse og så kommer der samtidig sendinger af grundstammer og podekviste den anden vej, så det er ikke kun 7 timers arbejdsdage i planteskolen.
Der sælges også lidt træer, men de fleste venter til lidt ind i marts og så må jeg tage dem efterhånden som vejret er til det og så pode, når vejret siger at selv hunden bør blive inde.
Vi ses til kurser og i planteskolen – og ellers skrives vi ved.

Boi Jensen, podemester

Så er grundstammerne i hus, mange ligger på kølehus ved 2 grader, stenfrugterne er sat i indslag og jeg er så småt begyndt at levere og nogle har hentet. Podekviste er de fleste også i hus, mange er sorteret og der er igen et passende antal, enkelte sorter er der desværre ikke noget af, men sådan er det hver sæson, og bare det ikke er de samme sorter hvert år. Jeg er så småt ved at gøre klar til første podekursus i Højer i det vestlige Sønderjylland, hvor de på Marsk- og Møllemuseet har genoptaget podekurser, fordi mange har spurgt, hvorfor de ikke ville få kurset til at køre igen. Omkring 20. januar var der 18 tilmeldte, så kurset bliver til noget.
Vi har lidt nattefrost sidst i januar, men det har ikke den store betydning for arbejdet i planteskolen, op ad dagen kan der graves igen, så der kan stadig leveres/afhentes træer til plantning. Vi ses derude til podekurserne hvor jeg igen kommer langt omkring.

Der graves stadig, sættes i indslag til senere levering/afhentning og så midt i december fik vi taget flere tusinde træer op med sidemonteret rysteløfter og en ordentlig traktor. Planlægningen af næste års produktion er også i fuld gang, der bliver bestilt podemateraler næsten hver dag og så må jeg se hvor jeg får fat i nogle af de specielle, udlandet må holde for når der virkelig skal fremskaffes noget specielt.
Det er godt med mange kontakter rundt omkring og nogle gange ligner det en hel byttecentral med både Tyskland, Sverige og England.
Der har været lidt stilhed i forbindelse med julen og så har jeg fundet et par store æblebøger på antikvariater i Sverige – det var et par jeg så hos en bekendt i Sverige og derovre bliver der stadig lavet og udgivet noget litteratur fordi interessen er så stor at det kan gå at få dem produceret. To bøger á godt et kilo stykket til lige godt 1000 svenske kroner i alt. Jeg får grundstammer hjem i første halvdel af januar, så skal der sorteres og lægges på kølehus og klippes podekviste og så kan pakning til kurser og forsendelse begynde så småt. Ind imellem kan der handles træer og buske så længe jorden er til at grave i.
God podesæson

Boi Jensen, podemester

2016

Vinteren er startet, men det betyder ikke at det ligger stille i planteskolen. Opgravningen fortsætter så længe vi kan komme i jorden og planen er at der skal tages en masse træer op med sidemonteret rysteløfter midt i måneden – forudsat tøvejr. Disse planter sættes i store bunker, i indslag kaldes det, i en plovfure med løs jord over rødderne – og her kan de stå til de enten sælges eller plantes tilbage i de nye rækker til foråret. Der ekspederes stadig ordrer og der er ingen problemer i at plante barrods planter så længe jorden ikke er frosset. Ellers skal vi snart til at i gang med at planlægge 2017 produktionen og få styr på bestillinger og podekurser. Mange har allerede bestilt til hentning på nogle af kurserne hvor jeg igen i år kommer langt ud i hjørnerne af Jylland – fra Sulsted i nord til Højer i syd og på Sjælland bliver det i Flakkebjerg ved Slagelse og Kalundborg. Jeg er begyndt at klippe træagtige stiklinge til bærbuske og enkelte podekviste er høstet og lagt på kølehus.

Glædelig jul og godt nytår

Boi Jensen, podemester

Plantetiden og efteråret er over os med blandede vejrudsigter og en gang imellem træls vejr når jeg sveder med gravearbejdet og det hele bliver vådt. Men sådan plejer det at være og det bliver nok ikke bedre i næste sæson. Der leveres og afhentes massevis af planter og bestillingerne vælter nærmest ind lige her i begyndelsen af november, så jeg må hellere få fat i en maskine til at få taget noget op af betydning i den sidste del af måneden, ellers er jeg bange for spaderne knækker.

Der er ikke ret meget der er udsolgt i, men i løbet af de næste 14 dage, skal jeg til at tage hul på nogle af de 1-års for at kunne levere næsten alle sorter. Jeg havde en god dynge træer med til Sverige i midten af oktober og så er der sendt noget til nogle af dem, der bor noget længere sydpå. I planteskolen sætter jeg frugtbuske og hassel i indslag lige nu og så skal de store træer og hyld tages op med maskine, når der skal leveres i større antal.
God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Info 17-10 2016: Nu graves der op og jeg begynder så småt at sende ud. Aftaler om besøg kan aftales på mail eller telefon, og så skal jeg se at få ekspederet noget.

Er det snart plantetid? Det spørgsmål får jeg rigtig ofte i den her tid – og svaret er ikke 100% entydigt. Ting der har stået i potter, bør plantes hurtigst muligt, ligeså stedsegrønne. Men barrods planter som jeg har flest af, har godt af at være i gang med afmodningen, nogle måske også at smide nogle af bladene – og så går det for alvor løs. I år er der igen masser af planter, nogle er der flere af end andre og sådan er det efterhånden hvert år, men var det bare de samme sorter, der blev udsolgt, ville det være let at drive planteskole. Det er heller ikke alt der lykkes lige godt med planter, så nogle år kan tingene gå helt til og det betyder så at jeg er nødt til at lave flere næste år, men det bliver de ikke hurtigt store af.

Jeg har lige her i sidste weekend af september deltaget i de internationale Nordtyske æbledage i Hamburg. I år var det i Klein Flottbek Botanisk have, hvor vi var i et kæmpe drivhus der var optimalt til udstillingen og der kom over 10000 og så på i løbet af de to dage. Der var kolleger fra den nord Hollandske Pomologiske forening, de andre var til Europom, fra Sydtyskland (Franken) var der 3 og så de sædvanlige fra den største Pomologiske forening i Tyskland.
I Tyskland var der heller ikke så meget frugt som der plejer, så bordene var ikke stuvende fulde af prøver, som de plejer, men der var stadig rigeligt at kigge på og folk kom med deres æbler og pærer til sortsbestemmelse.
Jeg regner med at starte opgravning for alvor omkring den 20. oktober og så begynder jeg også at sende nogle af planterne, der er bestilt.

God plantesæson

Boi Jensen, podemester

Nu er det høsttid og nogle ting er for længst ovre. Nu begynder æblerne at være spiseklare og Bøghs Citron har jeg været i gang med et lille stykke tid, efterårshindbærrene af for de røde, Autumn Bliss og Polka rigtig godt i gang, så der plukkes noget hver anden eller tredje dag. Aronia er også klar, så er der nogen, der ønsker noget selvpluk i vores 700 planter, er det bare at aftale en tid forinden. Ellers er det ved at være slut med vanding af planter der står i jorden, ukrudt er der stadig noget af og så lige den sidste formning af træerne inden de er salgsklare hen sidst i oktober. Enkelte lidt inden, hvor der er nogle der skal til Sverige. Ellers går tiden også med at svare på forespøgsler og bestillinger til senere afhentning og levering, træerne og buskene har haft en fin vækstsæson og der er masser af planter.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Aronia pluk selv er ved at modne nu og kan plukkes efter aftale med podemesteren.

Der tages skud af grundstammer og bindes til bambus i de 1-års podninger, for det gror virkelig godt i øjeblikket, rigeligt med både varme og vand fra oven. Regnen gør så også at svampe har gode muligheder og skurven skal der holdes øje med – så den ikke breder sig. I planteskolen er der fra tilsynet krav om bekæmpelse med svovl, så det får en gang imellem, selvom det lugter noget så fælt af rådne æg.
Reservationer til efteråret er også ved at være godt i gang og så er jeg ved at planlægge min tur til de nordtyske æbledage i Hamburg i sidste weekend i september. Se www.apfeltage.info her tager jeg nogle danske sorter med og så går hele weekenden med snak om mest æbler, men også alt mulig anden frugt og det giver en god træning i det tyske sprog.

Boi Jensen, podemester

Vi har haft en usædvanlig varm juni og det har givet sig udslag i at mange af de nypodede træer er begyndt at gro i tykkelsen og mange af æblerne og pærerne har sprængt basten – så der skal holdes øje med det og hvis æbler og pærer er groet mere end 15 cm, kan tilbindingen godt fjernes nu. Jeg har i hvert fald været godt i gang for at basten ikke kvæler træerne. Stenfrugt skal der ventes med, for ellers vil nogle af dem bare falde af – de er ikke groet godt nok sammen endnu.

Forsæsonen har startet tørt og det har så betydet vanding og specielt i den periode vi havde over 25 grader, men det har så også givet resultater i form af at der er kommet godt gang i væksten. Det er nemmest at sige det sådan ”det hele gror godt” og så må vi rydde noget af det uønskede ind imellem vandingen.

Det er også blevet tid at gå træerne bundet til bambus, så stammer kommer nogenlunde i lodret og det er rimelig nemt for de unge træer med en ganske tynd stamme. Husk også at træer kun bør have en stamme, ellers er det ikke til at forme/beskære dem fremover.

Jeg kigger efter lus og andet uønsket af larver m.v. og der har da været lidt i stikkelsbærplanterne, men når de bliver fundet i starten, klemt så det knaser – bliver der i hvert fald ikke flere af dem.

Grøntsagerne gror også så det er en lyst – og specielt majsen har godt af varmen – de er tæt på 75 cm og rigtig tykke, så der er en god chance for at vi skal spise os en pukkel til i nyhøstede og enten kogte eller grillede majskolber, det er en ren fest, når de er nye og sprøde.

Der er planlagt okulationskursus i planteskolen lørdag den 6. august og de første tilmeldinger er løbet ind, så kurset bliver afholdt. Du kan nå det endnu og der er begrænset deltagerantal, så det er efter ”først til mølle” princippet. Der er tilmeldinger fra Sjælland, Fyn og Nordjylland med de der er længst væk og der bliver mulighed for at få deltagerlisten når jeg har din tilmelding – så må I selv aftale eventuel samkørsel.

God sommer

Boi Jensen, podemester

Sommervejret er godt i gang her den 30. maj – med lidt regn og ingen torden her på egnen, der var lovet skybrud og torden, men vi har den seneste tid ligget lidt udenfor de vejrmeldinger der har været gældende for det meste af landet.

Podningerne er ved at være slut, jeg har tømt kølelageret og nu skal der holdes rent mellem træerne, pilles skud af i titusindvis for tredje gang på de nypodede, og de træer der blev lavet sidste år, får også en gennemgang når jeg alligevel er forbi med hakken i rækkerne, mellem rækkerne klarer jeg det med min 5 tandede harve på texas fræseren.

Til ”nypoderne” er det tid at begynde at kigge efter lus og andet kryb, der kan gemme sig i bladene, klem utøjet så de ikke går igen og få så bugt med dem inden de tager livet af småplanterne. Specielt kirsebær er udsatte for luseangreb og jeg har set de første.



Jeg er ved at planlægge et okulationskursus i begyndelsen af august og hører gerne om der er nogle der har interesse i at bruge noget af en lørdag eller en aften på at lære at okulere, måske også chip-budding og formning af træer i øvrigt. Send en mail, hvis du er interesseret. Jeg planter grundstammer til æble, pære og roser ud nu, af de rester der var på kølehuset og så må vi se hvordan interessen er i løbet af den næste måned.

Derefter kan jeg lave noget mere nøjagtigt i forhold til hvor mange grundstammer der kan blive til hver, hvordan vi rent praktisk gør og hvad prisen kan blive med grundstammer og andre hjælpematerialer kan blive.

Venlig hilsen

Boi Jensen, podemester

Foråret har ventet længe på at blive til noget alvorligt for vi har stadig nattefrost her sidst i april og det er i grunden godt for så accelererer planterne ikke deres udspring og det betyder at vi har haft bedre tid til at få omplantet de planter der skulle ud igen i planteskolen efter de blev taget op i efteråret – nu er der blevet gødet med kogylle og jorden er pløjet og planterne står i ny rækker og venter på varmen. Begyndelsen af året ligner 2015 rigtig meget til nu. Når nu planterne er genplantet er det tid for at få frø i jorden til årets grøntsager og udplantningsplanterne er også i gang, men det er for tidligt at begynde at sætte dem ud endnu.

De podede æble- og pæretræer er begyndt at lave små begyndende blade på podekviste og ikke mindst på grundstammerne – og de sidste skal meget snart pilles af, og de skal væk inden de bliver 2 cm lange, ellers bliver der synlige sår på grundstammen.

Der er på mit kølelager stadig masser af podekviste, specielt er udvalget i æbler og pærer stort, i stenfrugt er det ganske begrænset hvor meget der er tilbage og så plejer der at være nogle der køber resterne af nogle af kvistene.
Grundstammer er der også nogle få hundrede tilbage af – så mangler du at pode lidt endnu, kan det nås så længe lageret rækker. De sidste bliver sat ganske tæt i planteskolen, så vil jeg nok selv okulere på dem omkring 1. august. Rosengrundstammer er der også lidt tilbage af, så har du mod på lidt rosenfremstilling, kan du give et bud på 50 grundstammer som der er i et bundt for det er bedre de kommer ud og bliver lavet, end jeg skal til at skrotte dem.

Og husk du kan holde dig orienteret om arbejdet med de nypodede træer ved at se nyhedsbrevet hver måned i vækstsæsonen.

God vækstsæson

Boi Jensen, podemester

De fleste bestilte podekviste er sendt ud 11.-18.19. april, og hvis du mener at mangle noget – giv en melding på mail.

I planteskolen har jeg fået ryddet det hele inden påske, fået kogødning på og over halvdelen blev pløjet før vi fik regn af betydning, så det er lige tilpas at begynde at plante i, så jeg er i fuld sving med at få tingene sat i nye rækker, så det kan komme i gang med at gro videre.

Der podes stadig og efterhånden bruges flere timer i planteskolen end i ”podestuen”, hvor der er brugt mange timer de sidste par måneder. Når vi kommer hen i midten af april vil jeg også have podet stenfrugt forudsat jeg kan se begyndende bladfremspring og der er begyndende hvide rødder på de træagtige rødder på grundstammerne. Jeg tager et bundt grundstammer med hjem fra indslaget når jeg holder i planteskolen om eftermiddagen, bundtet sættes i en spand med løs jord og så podes der fra den og de plantes så ud næste dag i planteskolerækkerne. På den måde har jeg opnået en væsentlig større heldprocent end før hvor jeg nok podede stenfrugt for tidligt.
Der sælges stort set træer fra planteskolen hver dag til vi får det varmere – typisk omkring 15. – 20. april.. Efter den tid skal der passes ekstremt meget på de begyndende hvide rødder, der helst ikke må blive svedet, så sættes træet tilbage i udvikling.

Jeg har stadig masser af podekviste og her lidt før begyndelsen af april er der også rimelige mængder af grundstammer på kølehuset, men lige pludselig kan det være slut med nogle af tingene – så du må forhøre hvad der er muligt at få fat i.

Godt forår til Jer alle sammen

Boi Jensen, podemester

Det har været utroligt hektisk i februar med 10 podekurser til lidt ind i marts – og med over 50 deltagere på sidste kursus her på hjemmebanen. Bestillinger på podematerialer har der også været rigtig mange af, så der har været gang i både pakkeriet og afhentning, ligesom der har været rigtig mange der har hentet på stederne hvor der blev holdt podekurser, både af deltagere og nogle der bare lagde vejen forbi.

Jeg har rundet over halvdelen af de planlagte podninger og forsøger at få lavet lidt ind imellem. Der er nemlig også lige nogle hundrede planter der skal tager op i planteskolen og sættes i indslag langs kanterne, så jeg kan få gødet med kogylle og pløjet så der kan blive plantet træer i arealet igen.

Der er stadig grundstammer tilbage – nogle er der ikke mange af, men de der går flest af, ser det ud til at være til et lille stykke tid endnu, så I må spørge hvordan situationen er når der skal bestilles.

Podekviste er der masser af stadigvæk, enkelte sorter er brugt – men jeg er sikker på at der bliver masser til slutspurten og podning af stenfrugt venter vi lige med til efter begyndelsen af april, så lykkes det langt bedre end hvis det gøres tidligere.

Boi Jensen, podemester

Hej til besøgende på hjemmesiden!
Nu er det podesæson og her er den startet efter en lang og sej kamp med at finde podekviste, få dem sorteret og lagt på køl, så de kan holde sig længe. Noget går til egen produktion, noget til salg og igen noget til kurser. Stenfrugter for sig, for de skal helst podes sent for at få størst mulig heldprocent.
Der er i år masser af æblekviste, en del kirsebær og pærer har jeg kun fået ganske få sorter endnu, resten kommer fra et par steder i Tyskland og lidt fra en dansk producent, så der burde være nok til det hele. Erfaringsmæssigt er der huller i ønskerne og leverancerne, men der kan ikke klippes noget som ikke er groet på træerne.
Jeg har været i Vejle og holde første podeforedrag og fra første lørdag i februar går det løs med de 10 podekurser, der til nu er planlagt. Det første kursus er i Struer og allerede overtegnet.
Grundstammer er kommet hjem og jeg er allerede i gang med at pakke og sende, så I kan komme i gang med arbejdet.

Podekursus i TV2-Nord – podekurset i Sulsted 15.2.16 – du kan se det længste af 3 små indslag som blev sendt på direkte tv når du spoler hen til 21 minutter og 30 sekunder ind i udsendelsen som kan ses på det følgende link: http://www.tv2nord.dk/arkiv/2016-02-15.
Tv-holdet var på besøg godt en times tid og der blev sendt direkte fra podekurset mellem 1930 og 2000.

Vi ses derude til podekurserne

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle besøgende på hjemmesiden.
Året 2015 er vel overstået med fint salg af både ting til selvpodning og planter af alle mulige slags. Det største antal som sædvanligt i æbletræer, men alle de andre ting, der kan plukkes spiselige afgrøder på har der været god gang i. Der er godt nok udsolgt i ganske få sorter, men ellers er der stadig noget at plante i det nye år. Plantning af barrods planter fortsætter ind til vi kommer lidt ind i april – og hele tiden hvor vi kan grave i jorden. Pottede planter – som kun er ganske få bærbuske som blåbær, morbær og enkelte andre bærbuske – bør vente til midten af marts.
Januar går med fremskaffelse af grundstammer, podekviste, sortering, pakning og gøren klar til vinterens podninger og så skal der gøres klar til de nu 10 aftalte podekurser fra Nordjylland til Give og Struer til Randers i Jylland, og så er der 3 kurser på Sjælland, så måske ses vi derude.

Boi Jensen, podemester

2015

Efteråret er gået med de sædvanlige opgaver afløst af en gang gennemgribende køkkenrenovering – en lang tur til Sverige, Norge og Sverige igen, ingen elge at se, men naturen var flot selvom det i år i midten af oktober ikke var så mange efterårsfarver som det plejer på den tid.

I planteskolen har der været opgravning og de fleste planter er nu taget op med maskine og står i store dynger i indslag og venter på at blive flyttet så jeg kan få arealet gjort klar til næste sæson. Salget har været fornuftigt og der er sendt mange pakker rundt i landet og en del af de jeg ikke selv leverede i Sverige er gået over med posten. Det fungerer i grunden rigtig fint, bare der er pap nok om planterne. Lige nu 1. december, er der stadig travlhed med pakning, forsendelser og lidt afhentninger og frosten har kun drillet en enkelt mandag. Hver uge kommer der bestillinger på nyt materiale til vinterens arbejder med podning og jeg er også ved at få de sidste aftaler i stand om podekurser, som bliver de sædvanlige steder og lidt nye ind imellem, blandt andet bliver der lidt på ”hjemmebanen” med kurser både i Struer og Holstebro havekredse. På Sjælland bliver der i år 3 kurser lige omkring 1.3. – i Birkerød, Solrød og Slagelse, så vi ses derude.

Herfra skal lyde en glædelig jul og et godt nytår når vi kommer dertil

Boi Jensen, podemester

Der er travlhed med optagning af planter, ekspedition af kunder der selv henter og pakning til de, der får sendt med post eller fragtmand. Det er simpelthen høsttid i planteskolen og det er dejligt at få tingene ud at stå på det endelige blivested. Jeg fik en lang tur til Sverige med planter i uge 42, så ingen elge, selvom jeg prøvede på det i både Norge og Sverige, så det må prøves en anden gang. Nu drejer det sig om at få planterne ekspederet, modtage Jeres bestillinger på podematerialer og så har jeg lige den sædvanlige tur til Øerne i uge 46, alt tyder på at traileren bliver godt fyldt op.

Så er der oppe over med plantetiden og jeg starter opgravning når vi nærmest os den 20. oktober og så vil det gå for fulde sejl derfra. Lige nu plukkes der aronia og klippes grene af havtorn, både til os selv men også til de, der kan betjene sig selv, altid efter forudgående aftale.
Det nærmest vælter ind med bestillinger og jeg får reserveret næsten lige så hurtigt. Det super gode oktobervejr har givet mulighed for at få fræseren ud og harve så ukrudtet i hvert fald er hæmmet for sidste gang, det er nok ikke nemt at slå ihjel, men det vokser elendigt, når det meste af ukrudtsplanterne ligger under jorden. På mange af planterne kan vi nu se at det er ved at være efterår, så afmodningen er rigtig godt i gang. Enkelte er allerede i gang med at smide bladene og så loves der lidt nattefrost, så vi ved hvilken vej det går. Nogle vil sige det går mod vinter, jeg siger det går mod plantetid.

Boi Jensen, podemester

August er slut og så kom varmen i de mængder, at planterne har taget ved, selv sukkermajsen er groet rigtig godt og nu er der kolber af rimelig størrelse, måske ikke helt modne, men det går den rigtige vej, så vi kan komme til at spise lidt af afgrøderne, lige nu står den på grønne bønner næsten hver dag, dertil de sidste Opal blommer, ribs og stikkelsbær.
De nye podninger har den sidste måned groet rigtig godt, mange er nu oppe i højde med bambus på 120 cm, så de er nok tæt på at være groet 1 meter, hvor de er højest og det er slet ikke slut endnu.
Det er tid for at pille skud af igen og få kontrol af om bindingen om podningerne nu også er løsnet så meget, at stammerne kan gro i tykkelsen, ellers bliver de nemt kvalt og kan knække når efteråret kommer. Samtidig er det med at få kontrol med specielt skurv, som har været godt i gang i år, med de mange regnbyger, indsamling af skadede blade, som min pensionisthjælper siger.
I øjeblikket kommer en lind strøm og henvendelser om ordrer og forespørgsler til planter til levering med start hen i nærheden af 1. november, så bliver der travlt både med ekspedition af ordrer der afhentes og det der skal sendes og det klares langt fra på hverken en eller to uger.
Jeg skal her først i september til Tyskland for at hente specielle planter og for at se på en hel masse mere. Senere i oktober går turen over til nogle af de svenske kunder og bekendte der og når jeg er hjemme igen, står den på opgravning.

Stadig god vækst og sommer

Boi Jensen, podemester

I denne sommer har vi ikke manglet vand ret mange gange, men så gror ukrudtet bare tilsvarende, men det har nu ikke været noget problem endnu, for som en af mine kolleger plejer at sige. Du skal ikke være ked af at ukrudtet gror, for så gør planterne det samtidig – og han har helt ret. Og planterne har ikke brug for 30 grader – det har jeg nu heller ikke meget lyst til, for så er der bedst at ligge med fødderne i vand. Jeg har det faktisk meget bedre ved 20 grader, for så kan man både lave noget uden at blive alt for svedig – og det er til at holde ud med både fræser og hakkejern.

Planterne gror som de skal og der har næsten ikke været problemer med insekter, frugter giver det heller ikke meget af, vi må have haft nogle nætter med lav temperatur mens de blomstrede lige omkring hvor jeg har planteskolen, for andre steder ser det pænt ud.

Nu skal der plukkes stikkelsbær, solbær og ribs, så der kan blive lidt marmelade til franskbrødsmadderne. Måske skal der okuleres lidt og laves lidt chip-budding, vil du vide hvordan – gå på nettet – www.havenyt.dk i søgefeltet skriver du okulering – så kommer der flere muligheder frem.

Ellers går kontortiden med bestillinger til efterårets leverancer til såvel Danmark som udlandet – specielt til Sverige er der en del der skal bruge noget.

Fortsat god sommer

Boi Jensen, podemester

For nogle er det tiden at nyde vejret og at man måske har ferie, sådan er det ikke altid i planteskolen i sommertiden, for enten er der for meget eller for lidt af det gode eller dårlige vejr og det er ikke altid at godt vejr i planteskolen også er godt vejr for feriefolket. Her er der ryddet skud af grundstammer for 4. gang og nu begynder det for alvor at blive færre skud, bladene på de nye skud skygger for grundstammerne og tager så meget næring herfra at det er knapt så nemt for grundstammen også at lave egne skud, heldigvis, men der skal stadig holdes øje med dem, for lige pludselig kommer der nogle alligevel og de skal helst fjernes før de bliver 3-5 cm lange, ellers giver det et grimt sår hvor skudet har siddet. Så er der også lige lus og larver der skal klemmes en gang imellem og ikke mindst at planterne aldrig må mangle vand ved rødderne, så der vandes ofte på forhånd, hvis der loves tørt sommervejr. Men så kører det også, planterne gror fint til trods for at vi ikke har haft ret meget varme endnu og når først det kommer, vil der for alvor begynde at ske noget. Nu skal der gøres klar til at stiklingeformere og så er der lige lidt okulation hen mod slutningen af juli måned.

God sommer
Boi Jensen, podemester

Så er udplantningen færdig i planteskolen og for salg ligger barrods planter stille indtil sidst i oktober, bortset fra lidt stedsegrønne, der kan flyttes i august. Der er en del bærbuske og lidt prydplanter i potter.
Der ligger stadig en lille smule på kølelageret, så for de, der ikke har fået nok af podning, bliver der udsalg på det sidste, en del æblekviste, ganske lidt i blommer og kirsebær og så ligger der 50 kvæde A og 50 æble M7 og det er efter hvem der er interesseret – og vil give et bud på dem, som er mindst halvdelen af 1-stk. prisen incl. Forsendelse og inden midten af juni. Du mailer bare.
Jeg har pillet skud af podningerne for anden gang og skal i gang med 3. gang, for de skyder bare helt vildt og det gør podningerne også. Kan se at stenfrugtpodningerne som jeg har lavet siden midten af maj, også er godt i gang med at skyde, så det tyder godt for årets produktion. Så har jeg fået nogle nye frugtbuske hjem, ikke ret mange til salg, men jeg vil gerne skrive Jer op, hvis interessener der. Der er nogle få til salg af ”sølvblad” i sorterne Elaeagnus umbellata ”Turdus” og Serinus, ”kirsebærkornel” Cornus mas ”Schönbrunner Gourmet Dirndl” og ”Auslese Albrecht” – kirsebærkornellerne skal jeg til at opformere og sidst en canadisk bærmispel med bær der ligner blåbær, Amelancier alnifolia ”Thiessen”.
Nu skal der kigges efter skadedyr, for de kommer sammen med varmen og så er det ud og få beskidte fingre og klemme dem, både lus og larver. Så vil ukrudtet jo nok også i gang med at gro, så hakkejernet kan holdes blankt det næste stykke tid.

Forårs plantesæsonen er stort set ved at være ovre, bortset fra nogle småting – og hvis der passes rigtig godt på, så rødderne ikke tørrer ud. Her sidst i april har vi den 28. og 29. fået noget tiltrængt regn, så der kan spares lidt på kunstvandingen, som har været nødvendig den sidste uges tid. Jeg er i gang med at pode kirsebær og blommer og det vil der nok gå de næste 14 dage med, sådan lidt med et bundt hver aften eller morgen, så i planteskolen og få dem plantet ud med det samme, så de hvide rødder ikke tager skade, så kan podekvisten næsten ikke undgå at mærke saftstigningen så hurtigt at heldprocenten bliver rimelig.
Håber at alle Jer der har podet er i gang med at kigge til de nypodede træer og første gangs pillen skud af grundstammerne er oppe over nu, og det skal vedligeholdes mindst hver 3. uge, måske oftere, men det afhænger også af hvor tit I kigger til podningerne.
Jeg kan se på mine, at enkelte sorter kommer der blomster i skuddene, og disse blomster skal knibes eller klippes af inden de springer ud, alternativet er at grundstammen ikke kan følge med at forsyne kvisten med nok næring og podekvisten vil dø sultedøden. Når blomsterne fjernes, vil der ofte komme et andet grenskud som så bliver den nye plante.
En af mine tyske pomologvenner har været i Nordtysk fjernsyn fra sin ”Boomgarten” (planteskole), måske værd at se, hvis du kan forstå hans tyske og gerne vil se i hundredevis af frugttræer i blomst.
http://www.ndr.de/fernsehen/sendungen/das/DAS-mit-Apfel-Experte-Eckart-Brandt,dasx5756.html

Hav et godt forår derude

Boi Jensen, podemester

Podesæsonen er ved at være på det højeste og mange ting er ved at være brugt, grundstammer til æble som er frøformerede er udsolgt og mange podekviste er også brugt, men der er stadig masser tilbage, bare i reduceret omfang.
I planteskolen står alle frugttræer og frugtbuske taget op og står i indslag i enderne og venter på at der komme gylle og så skal der gang i pløjning og derefter udplantning af de planter der ikke når at blive solgt i foråret. Den jord der så måtte være tilbage uden planter, sættes der grøntsager i og så skulle vi være sikret nogle fine grøntsager til efterår og vinter.
Jeg mangler stadig at podestenfrugt og lidt ompodning og så skal der pottes lidt op, som jeg har haft stående i små potter i vinter.

God påske og vækstsæson

Podningen er i fuld gang – og her sidst i februar er jeg næsten færdig med æblerne, podekurserne er også på det sidste og med en øget interesse, selv i Randers hvor det blev holdt for 19. gang, var vi fuldt booked op og så kom der endda nogle forbi, der troede de lige kunne droppe ind – men der kræves tilmelding og betaling for kurset, så de gik igen.
Jorden har ikke været frosset længe, så der sælges også planter ind imellem men besøgene i planteskolen – specielt fra min side er her i februar ganske begrænset, da det er vigtigt at få podet noget og så få samling på podekurserne.
Der er stadig masser af grundstammer og podekviste, som det plejer er nogle sorter udsolgt, men det plejer vi at løse med noget andet.

Vi ses derude til podekurserne

Boi Jensen, podemester

Så kom vinteren og deraf afledte arbejdsopgaver. Der er den sidste halvdel af januar modtaget, klippet og pakket grundstammer og podekviste i stor stil. Her den 31.1. mangler jeg stadig ganske lidt i podekviste som skal komme fra udlandet, hvor jeg kun har fået en enkelt sending, men noget af det vigtigste er lovet sendt i første uge, så I kan komme i gang med podningen. Jeg er startet og har rundet 500 podninger allerede før februar er startet og det er først gang, det er sket, så måske bliver det ikke helt så presset, som det nogen gange har været, men heldigvis har jeg muligheden for at benytte kølehuset og pode senere.
I år er der podekurser med start 2 steder i Nordjylland i uge 7, så fortsætter Give og Randers ugen efter og så en lang tur til Sjælland og Fyn hvor det sidste er et lukket kursus for medlemmer af Skovdyrkerforeningen Fyn, og slutter i Viborg i marts. Der har været et par forespørgsler om yderligere kurser, men lige nu ved jeg ikke om det bliver til noget. Vi ses derude og mange har allerede lavet ordrer, som jeg tager med til afhentning på kurserne, både for nogle der skal deltage, andre der bare henter inden kurset går i gang.
Igen er der udsolgt i ganske få slags grundstammer og få podekviste, men ellers skulle der være forsyninger nok til at I kan komme i gang med noget spændende, ligeledes har jeg masser af grej til podning, så det er bare at komme i gang.
God podesæson

Boi Jensen, podemester

Godt nytår til alle – og vel mødt i foråret i planteskolen og vinteren på kurserne rundt i hele landet. Nogle af podekurserne er kun for medlemmer af foreningen der arrangerer, men så er der måske muligheder andre steder. Nogle vælger også selv at gå i gang med podegrej, grundstammer og kviste og så tager de en lektion fra internettet, hvor jeg har lavet et lille kursus på www.havenyt.dk du skriver bare podning i søgefeltet – så er du i gang.

Selvom der er bestilt en del grundstammer og podekviste er der stadig masser på ”lager” i hvert fald er det bestilt og lovet at komme hjem i midten af januar – de skal lige være færdige med at sortere og pakke og så kommer der rigtig gang i pakningen og podning af egne frugttræer. I den mellemliggende tid skal der graves træer op, klippes podekviste og de skal sorteres og skrives navneskilte i stor stil, her skal også pakkes til podekurserne, så der er noget at vælge imellem.

I planteskolen har der været stort salg af de ældste træer, så det er ganske begrænset hvad der er tilbage af 3-års træer, de ekstra store træer af både frugt og andre ting er stort set gravet op, så nu er koncentrationen om 2-års og stadig en masse 1-års fra sidste års produktion. Jeg har i efteråret været i gang med at lave en blommesamling på ejendommen, så der nu er tæt på 100 forskellige sorter plantet ud, primært i den ”nye skov” lige syd for planteskolen, hvor de store troldhassel og havtornplanterne også står.

Vi ses derude

Boi Jensen, podemester

2014

Efteråret har været hektisk og der har været rigtig mange besøgende i planteskolen, der er sendt en masse ud med post, fragtmand og egen bil på turen tværs over Fyn og til Sjælland, hvor jeg havde knapt så mange afleveringssteder som før, til gengæld var der fuldt læs, da jeg kørte hjemmefra og der blev noget stående i planteskolen, der var ikke plads i hverken bil eller trailer. Der er virkelig blevet huller i planterækkerne og nu er grøntsagerne også lagt i kule, foræret væk og så må resten gå til, hvis der kommer så meget frost først i november, som der loves – minus 5 grader. Bladene smider træerne efterhånden, men mange står stadig med en del – og det er tydeligt at det er blevet koldere. Ganske få sorter er nu udsolgt – og så er der bare med at finde podekviste i januar så der kan laves rigeligt af disse til næste sæson. Jeg har også været i gang med at lave stiklinge af frugtbuske, som der går rigtig mange af, men her er lageret heldigvis lidt større end for frugttræer. Bestillinger af podeting er i fuld gang og der er basis for meget mere, men der kommer ordrer ind hver eneste dag, så I kan bare komme an. Ligeledes med podekurser, hvor der stadig er forespørgsler på nye kurser – og til nu er der aftalt både lukkede og åbne kurser – og de åbne er 2 i Nordjylland i uge 7, og ellers de sædvanlige steder, Give, Randers, Flakkebjerg syd for Slagelse og på Sjælland bliver der også et i Solrød, men hold øje med dem, når de bliver lagt ind på hjemmesiden. Hjemmesiden er fornyet og det er ikke det hele der fungerer 100% endnu, lidt tålmodighed – så må vi få det gjort. Når vi kommer så langt – hav en god jul, et godt nytår og så ses vi derude. Boi Jensen, podemester

Så er der travlt i planteskolen - så travlt at nyhederne er lavet alt for sent, men det skyldes flere ting. Der skal en ny hjemmeside i gang - og der har været rigtig mange bestillinger. Næste års kurser er ved at være fastlagt - der mangler lige endelig beslutning om et par, men så bliver der også kurser over det meste af landet. Vi ses på den nye hjemmeside. God plantesæson Boi Jensen, podemester

Så er mange af de pottede planter sat ud både i planteskolen og hos de, der har bestilt og hentet eller fået tilsendt. Lige hjemkommet fra de internationale "Nordtyske æbledage" - se www.apfeltage.info er jeg sprængfyldt med indtryk og "gamle nyheder" fra mest de tyske pomologer, men også fra Holland og denne gang lidt inspiration fra Finland. Denne gang fik vi "aflivet" en af de gamle tyske sorter, da det med genteknologi er lavet undersøgelser af nogle sorter og oftest finder vi 2 sorter der ligner hinanden og når vi så med genteknologi finder de 2 sorters nøjagtige gener, og de er ens, er det kun spørgsmålet at finde ud af hvilken sort der først blev beskrevet og sorten Kaiser Wilhelm med både tilladelse fra kejseren og så videre er altså en anden sort, så da sorten blev beskrevet første gang fra 1864, fandtes den allerede 30 år tidligere, men planteskolen der introducerede den var enten smart eller ikke nok informeret om sorten, men ingen tvivl - det solgte godt at give sorten kejserens navn. Denne gang fik jeg også adgang til informationer, jeg vil dele med Jer og som I må dele videre med de, der har mere eller mindre allergi for visse æblesorter. Nu er der i hvert fald i Tyskland en liste hvor folket kan melde ind om de tåler visse æblesorter og det er nok nemmest at starte hvor resultaterne er entydige - altså mange enten om man tåler dem, eller det modsatte. Og nogle af de tyske sorter har jeg lavet i få antal, er der nogle med allergi, der skal have æbler, kig på listen først og så må vi se hvad der kan plantes. Listen findes her - og du kan lade google translate oversætte til dansk: Start med søgning på google - og skriv "Bund Lemgo" - så er det nemt at finde. Opgravning af træer og buske går først for alvor i gang i slutningen af oktober og jeg skal lige til Sverige med planter først, så i uge 42 træffes jeg ikke og det vil også kun være delvist muligt at træffe mig på telefon - i uge 42 - bedst om aftenen - og kun mobil 20830459 Vi ses i planteskolen husk at få en aftale - ring eller mail forinden, både så jeg er sikker på at kunne nå at ekspedere (læs grave op) - og så du kan finde stedet. Der er stadig masser af frugttræer og frugtbuske, der ikke er bestilt til efterårsplantning. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

Så nærmere plantetiden sig - vækstsæsonen har været tilfredsstillende og podningerne er lykkedes som det kunne forventes. Vi spiser hindbær, høster havtorn og om lidt også aronia, og de øvrige bærbuske er ved at være ryddet. Indtil slutningen af oktober bliver der solgt nogle af de få planter jeg har i potter og det er mest blåbær, sibiriske blåbær, morbær og nogle buske af forskellig art. Alle frugttræerne står i jorden og skal vente til efter uge 42 og så må der ryddes ukrudt, høstes grøntsager og formes træer indtil videre. Jeg skal også lige på frugtudstilling i sidste weekend i september i Ammersbek nord for Hamburg. Se på www.apfeltage.info I november tager jeg en tur ud med traileren - en del af de bestilte træer og buske leverer jeg selv, når jeg får lavet en ruteplan og jeg tidsmæssigt og kilometermæssigt kan få det til at hænge sammen med levering med egen trailer, så vi ses derude. Venlig hilsen Boi Jensen, Podemester

Så er sommerarbejdet i fuld gang og det hele gror som besat med det varme julivejr og tilstrækkeligt med vand. Heldigvis har vi fået tilpas med regn, som har gjort at der er fuld gang i væksten lige her ved overgangen til august. Hvis du ikke har snittet basten på dine podninger, skal der kigges til det nu, for jeg kan se at mange af dem er sprunget, men det modsatte kan også ske, så basten kvæler det små podninger i løbet af en måneds tid, når basten er for stærk. Vi har været på ferie i et sommerhus på Djursland i år og det var lige i begyndelsen hvor varmen startede, så der blev ikke så meget badeferie ud af det, men et par gange var der da en tur i vandet. Skal du i gang med okulering eller chip-budding, har jeg lavet noget derom på www.havenyt.dk Der har været lidt lus i nogle af planterne og en hjælpende hånd med klemning af de fleste, angreb af larver af mariehøns og svirrefluer, ser det ikke ud til at nogle har taget skade af angrebene. Lusene skal der dog holdes øje med et stykke tid endnu, for hvis der sidder for mange i toppen af de helt små 1-års podninger, kan det ødelægge væksten, så de må klemmes ihjel, når de ses. Når jeg er færdig med at snitte bast og binde 1-års podningerne til bambus, skal der okuleres og chip-buddes - måske laves lidt stiklinge af frugtbuske. Igen i år bliver der masser af bær på mine 4 rækker havtorn og aronia, og jeg laver "selvpluk", hvor du kan komme og klippe nogle grene af havtorn, og tage dem med hjem og pille frugterne af og så kan der laves noget af det mest forrygende marmelade eller andet af dem. På denne måde holdes buskene i en passende plukkehøjde og da de er plantet tæt, er det også en fordel at de ikke bliver for brede. Aronia er nemme at plukke af buskene. Reserver gerne både tid og antal ønskede kilo, så finder vi ud af noget, når de er plukkemodne. I øjeblikket begynder bestillingerne til efterårets plantninger også at komme ind - og igen i år er der en del til Sverige, så jeg må nok derover med en bil fuld planter i oktober. Fortsat god sommer Boi Jensen, podemester

Sommeren er over os og der knibes skud, pilles skud af grundstammer og kigges efter for lus og andre skavanker, som skal rettes op. Varmen og nogenlunde tilpas med regn, kombineret med ret så ofte kunstvanding med drypslanger giver et godt vækstår. Ukrudtet er til at holde nede og nogle af de første bær er spist, så det kører i grunden helt fint. Podningen er for mit vedkommende slut nu - jeg gider ikke mere og mit kølehus har slukket for strømmen for godt en uge siden, så det var sidste chance, men jeg kunne se at de sidste 8 Elmelund træer, som jeg har lavet til Odense kommune er ved at skyde. Husk for hjemmepoderne at vi p.g.a. varmen nok er lidt foran kalenderen i år, så er æbletræerne og pæretræerne groet 25 cm eller mere, er det måske ved at være tid at skære basten over. Normalt er det i midten af juli at det er ved at være tid at skære basten over, for så begynder de nypodede træer at gro i tykkelsen, men det forudsætter at podningen er groet mindst 20 cm inden - ellers vent mindst 14 dage. Nu er det også tiden til at få sat bambus ved træerne, binde dem til så de bliver nogenlunde lige. Har lige opdaget en ny beboer i planteskolen - jeg kunne ikke rigtig forstå at alle mine små ærteplanter blev plukket, indtil jeg så harekillingen forleden, hvor den lå oveni skyggenettet, som jeg har over kålplanterne, så der ikke kan komme sommerfugle til at lægge æg på dem. Men den ville ikke fanges med hænderne og løb ned og gemte sig mellem de nypodede. Hvis den ellers kan holde sig fra dem, får den måske lov til at være på "tålt ophold", men til oktober, så er det ud på den ene eller anden måde. Det næste vi skal til, er at holde øje med er svampesygdomme, og hvis vi får nogle perioder med fugtigt vejr er det mest skurven, der kan finde på at angribe. Bliver det for meget, må der sprøjtes med sprøjtesvovl. I slutningen af juli skal vi til at tænke på at okulere og lave chip-budding på nogle af de grundstammer, der ikke blev podet i vinter/forår. Jeg har ikke ret meget til okulering, lidt æbler og pærer, så det bliver højst et par hundrede i år. God sommer Boi Jensen, podemester

Sommervejret har været over os et lille stykke tid og det er tid at blive færdig med at pode - jeg mangler stadig lidt af hvert og så længe der er grundstammer, må jeg hellere bare hænge i. Podekviste ligger på minus 2 grader, så de holder til det og om grundstammerne er sprunget fuldt ud - gør intet, nærmere tvært imod. Podekviste får en indsprøjtning så snart den sættes på stammen. Orientering til selvpoderne: Så er det tid for at pille skud af - jeg er færdig med 2. gang - og nu skal der for alvor holdes øje med lus og andet kryb, der kan rulle blade, nogle spiser bladene og alt kan slå de helt små planter ihjel og de fleste kan bekæmpes ganske effektivt ved at klemme dem, så de ikke overlever. Jeg har også set at mariehønsene er godt i gang i træerne, så mon ikke de kan få lavet noget afkom, der kan gøre kål på lus før vi opdager dem. Husk at få den nye stamme bundet til en pind, så den ikke brækker af i stærk blæst eller når nogen kommer lidt for tæt på den. I planteskolen luges og vandes der på livet løs - mest for at være sikker på at være foran - for så er det nemmest, hvis der skulle være nogle dage, hvor der ikke kigges så meget til det. Jeg har lige podet nogle tyske æblesorter som jeg har fået fra nogle af mine forbindelser så det bliver til efteråret muligt at købe nogle af de bedste tyske sorter. I dag 30.5. blev det til Altländer Pfankuchen, Jacob Lebel, Juwel aus Kirchwerder, Prinz Albrecht von Preussen, Roter Berlepsp, Martini, Finkenwerder Herbstprinz, og Sehestemüher Zitronenapfel - så kan I jo søge videre og se hvad det er for nogle pragteksemplarer. Der er også ny sending af podevoks undervejs fra Schweiz, hvor de laver det og det er lidt besværligt, når der både skal told, transport og diverse papirer for at hente noget fra land udenfor EU. I hullerne mellem træerne i planteskolen og de halve rækker, hvor der ikke var planter til, står der nu sukkermajs, porrer og selleri, kålene er plantet under lutracil insektnet, for vi vil i år have kålene uden larver fra sommerfugle og det er næsten som i et drivhus inden for nettet, så der må snart kunne høstes noget, har også sået lidt mellem kålen og lagt drypvanding så det ikke mangler vand på noget tidspunkt, så det forventer jeg mig meget af. Ukrudtet vil nok også kunne lide det, men så må jeg ned i kravlehøjde og luge en gang imellem. Igen i år er der sået masser af georginer, som skal plantes langs hegnet mod vejen hen til planteskolen og ejendommen, så der skulle gerne blive så mange, at der kan plukkes en buket af nogle af de, der besøger planteskolen i løbet af efteråret. Boi Jensen, podemester

Det har været et hektisk forår med både salg af planter og podematerialer og bortset fra nogle podekviste er det tæt på at være udsolgt, jeg har lige fået ny forsyning af grundstammer til kvæder, kirsebær og pærer så der skal podes lidt i den nærmeste tid og samtidig skal jeg til at være færdig med at plante de sidste planter ud, de står i en plovfure og der har de stået godt en måned - siden de blev taget op med maskine. Udplantningen foregår med vandkande ved siden eller drypslanger, der lægges ud så snart træerne er i jorden og så får de så hele roden er godt fugtig og på den måde opdager de fleste af træerne ikke et de bliver flyttet. Det dur ikke at sende flere træer udover de der er aftalt nu - når det er barrods - så næste planteomgang af barrods træer begynder hen sidst i oktober. Ompodning af ældre træer er stadig muligt at få sendt podekviste til - og jeg slutter ved udgangen af maj. Melding til Jer der har podet: Nu er det tid at få alle skuddene pillet af grundstammerne, hvis det ikke allerede er gjort - og gør det gerne hver 14. dag, hvis der er tid dertil, jo før, jo bedre og jo mindre skuddene er, når de fjernes, jo mindre sår på stammen. Det er også tid at kigge på hvilket af de blivende skud, der skal bevares og hvilket der skal fjernes, er skuddene på podekvisten lige store, bevares det øverste, for det giver det mest lige træ, men er det nederste skud meget kraftigere i vækst end det øverste, vælges det kraftige. Husk når vi kommer lidt længere frem og træerne får fuldt udviklede blade, at de ikke må tørre ud på noget tidspunkt, d.v.s. der vandes hver 3. - 4. dag når det er tørvejr, så jorden er lettere fugtig, men ikke våd. Hvis der kommer blomster på de nypodede træer, skal de fjernes så snart du ser dem, knib dem med 2 negle, så stilkene klippes over, podningen dør, hvis den får lov at blomstre. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

Foråret har været undervejs længe og måske er det godt at vi stadig har lidt nattefrost, ikke for mirabelleblomsterne, hvis det bliver for meget, for så får vi ikke dem at smage i år, men for at holde udspringet tilbage for de andre planter, som jeg tror vi kan plante til de 3 dage før påsken. Der podes stadig og jeg er et stykke bagud, fordi der er brugt meget tid på salg af både planter og grundstammer og podekviste - som i stor stil er blevet pakket både til hurtig udsendelse men også til ompodninger som bliver sendt ud enten 1. april - eller -------------bemærk - 14. april ------------- da påsken starter i den uge - og så skulle det kunne være fremme selv på Bornholm senest onsdag. Jeg har stadig masser af podekviste og et rimeligt udvalg i grundstammer på kølehuset, så der kan stadig podes selvom vi kommer efter påske. Fik taget de sidste planter 2- og 3-års op med maskine den 27. marts - så det hele står i store bunker i indslag - det vil sige i en plovfure med jord over rødderne - så det er noget nemmere at tage op end når spaden skal i jorden 5-6 gang for at få en enkelt plante af jorden. Jeg begynder først at pode stenfrugter efter påske - og det gør jeg fordi jeg har fundet ud af at hvis grundstammerne er i gang med saftstigning, er heldprocenten meget større end hvis de podes tidligt. Podekurserne har været utrolig velbesøgte i år, bortset fra et par kurser, hvor vi var lige omkring 20, så flere er booked igen på samme ugedag næste år. God udplantning Boi Jensen, podemester

Der sendes stadig grundstammer og podekviste, men også planter, og det hele tager lidt tid, så mail bare og vi finder en løsning på det meste. Torsdag den 13.3. tog vi planter op med maskine, så det bliver lettere at finde tingene og hurtigere, de står så i indslag til de enten bliver solgt eller plantet tilbage i planteskolen. Podningerne går ikke helt så hurtigt som ønsket her, men det skyldes bare at der er mange ordrer af podeting og samtidig en masse planter der også skal pakkes og sendes. Men jeg har jo tingene på kølehus, så der er ingen problemer i at jeg først får podet i april og maj. Der er i år så stor podeinteresse at jeg har været nødt til at bede om større forsyninger fra mine leverandører af grundstammer og dem går jeg så og venter på. Godt forår Boi Jensen, podemester

Så fik vi vinter og podesæsonen kan gå i gang. Der er ikke så meget opgravning og andre ting, der står i vejen for at få startet i snitteriet. Jeg har fået de fleste æblekviste hjem og de er sorteret, det øvrige kommer i første halvdel af februar, så lidt tålmodighed endnu. De første podeting er sendt ud og mere følger i første hele uge af februar. I anden uge starter podekurserne med en tur til Nordjylland - og så kører det ellers fra ugen efter. De sædvanlige steder i Randers og Give og så lige en tur til Sjælland, hvor der er kursus i Slagelse og Næstved - og så sluttes der af i Sønderjylland - Rødekro først i marts. I skal bare blive ved at bestille podematerialer - det er kun ting, der skal skaffes hjem, der ikke kan fås fat i mere. Der er masser af både grundstammer og podekviste at vælge imellem og er noget udsolgt, finder vi bare noget andet. Jeg er i gang med at lave et ordentligt insekthotel i læhegnet i den nordlige side af planteskolen - og det bliver spændende at se hvor mange af de gavnlige insekter, det kan være med til at tiltrække og opformere. Kommer I på besøg, er I meget velkomne til at kigge forbi og give råd og vejledning, hvis I har prøvet noget lignende. Der hænger stadig masser af havtornbær på planterne og de er godt gærede, skulle jeg hilse og sige fra de, der sidst smagte på dem. Der er 2 flokke mejser, der muntrer sig i buskene, men det er nok fordi de har fundet ud af at der også er et muntert insektliv i plantene. Drosselfuglene må have haft nok at spise og de har jo også problemer med at finde hvide og gule frugter og de der er flest af, er Habego, som jo nærmest er gulorange i farven. Skal du lave noget specielt i år - har jeg fået grundstammer hjem af hvid morbær og tyrkisk hassel, ikke ret mange, men oftest bestiller de fleste også kun en håndfuld af hver af sådan nogle specialiteter. God podesæson - Boi Jensen - podemester

Dette er 2013 udgaven Godt nytår til alle på hjemmesiden, igen i 2013 er der mulighed for at vi ses derude - enten til podekurser, hvor "æblefolket" ellers mødes - eller når jeg en gang imellem selv leverer træer og buske og til sidst i planteskolen. Der er ikke planlagt så mange kurser i 2013 som tidligere, men så bliver der tid til en tur til Sjælland hvor jeg skal forsøge at lære nogle i Odsherred og Slagelse at lave de rigtige snit. I Jylland bliver der et enkelt nord for Limfjorden og det sydligste er i Give - altså indtil videre. Her i starten af januar er det med at udnytte de frostfrie dage til at få flyttet lidt planter, få klippet podekviste og få dem pakket ned i lufttætte poser med fugtige aviser om kvistene - vandet er spædet op med 1% atamon for at forhindre svampe i at formere sig, for så er det hele spildt og en heldprocent på nul kan forventes. Regner med der kommer podekviste fra Pometet sidst på måneden, grundstammer ligeså. Så skal der sorteres og jeg skal i gang med at pode. I løbet af februar skal jeg så have sendt en hel masse podematerialer ud til de bestillinger der er kommet og kommer løbende. Der er også i år tegn på at dyrene er sultne i frostperioder, så husk nu at få hegnet og sat bark beskyttere på træerne. Det er for ærgerligt at lave al arbejdet med plantning og så lade dyrene æde stammen. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

2013

(2013) Heldigvis har vi indtil begyndelsen af december kun haft et par dage, hvor nattefrosten drillede og jorden var frossen cirka 10 cm, men 2 dage efter var det hele tøet igen og det har så ikke givet nogle problemer endnu, men betydet at de fleste blade nu er smidt af træerne og det sker normalt ved minusgrader på mere end 7 grader. Det betyder at der stadig graves træer op og plantes så længe frosten ikke driller. I efteråret har der været godt salg af planter og de fleste bestillinger er nu afhentet eller leveret, men jeg må indrømme at der stadig er lidt hængepartier, som jeg vil prøve at få leveret snarest. I uge 46 var jeg som sædvanlig en tur østpå med bil og den store trailer, begge godt fyldt med træer og buske og over 50 afleveringsadresser, så 3 fulde dage blev brugt og jeg var helt oppe ved nordkysten på Sjælland både i den vestlige og østlige side. Turen gentages næste år, for det er en god og sikker måde at møde nogle af Jer på og samtidig giver det et afbræk i den daglige tur med spaden. Træerne kan også være noget større, når jeg selv kører rundt med dem. Husk nu at holde øje med de yngre træer i frostperioder og hvis vi får sne, for harer, mus og specielt dådyr kan være hårde ved dem, når de bliver sultne, en kombination af barkbeskytterrør og trådnet kan være med til at holde liv i træerne. I det nye år bliver det igen muligt for Jer på Sjælland med podekursus - og det bliver i Haveselskabets regi - med kursussted Flakkebjerg ved Slagelse, og i Næstved. Hold øje med kurserne på hjemmesiden, for der sker også noget i Jylland fra nord for Ålborg til Rødekro. Lige nu er forårets podeplaner ved at blive lagt, podekviste og grundstammer er for længst bestilt og der skulle ligesom sidste år være rigeligt, men ofte viser det sig hen i februar-marts, at der alligevel bliver bund i kasserne. I morgen 2. december står den igen på opgravning og sætten i indslag, måske et par kunder kommer forbi og så skal der gøres noget klar til afhentning sidst på ugen. Alle besøgende på hjemmesiden ønskes "Glædelig jul og godt nytår" Boi Jensen, podemester

(2013) - Så blev det november og en travl tid i planteskolen, svarene på mails bliver lidt kortere da det vigtigste er at få træer gravet op og ekspederet enten fordi kunder kommer forbi og fylder bil og trailer, eller jeg sender med post og fragtmand, i enkelte tilfælde kører jeg selv ud og leverer. Jeg tager som vanligt til Sjælland med planter i uge 46 - og de ordrer der ligger tæt på turen derover, kommer også med, så der bliver godt fyldt op i trailer og bilen. Tingene er groet rimeligt i år og igen er der masser af bestillinger på både frugttræer og specielt frugtbuske, så der vil være enkelte sorter, der allerede er udsolgt nu, men så skriver jeg Jer op og forhåbentlig bliver der noget planter til næste år, af de udsolgte. Jeg er allerede ved at planlægge næste års podekurser og der er planlagt kurser så langt væk som Slagelse og Næstved. Skal du køre langt for at nå disse kurser, så snak med kollegaen, naboen eller andre planteinteresserede og fyld bilen, så går det bedre med benzinudgifterne. Jeg gør det på samme måde - at tage 2 kurser, når jeg skal ud og køre langt, så er der bedre økonomi for både foreningerne, der står for det og mig selv. Ligesom sidste år,var der masser af havtornbær på mine 6-årige planter og det er helt forrygende hvad der kan laves af marmelade og saft af disse bær, der er så sunde at det er næsten ikke til at fatte. Et bær indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin. Planterne skal have noget plads, specielt hanplanterne sætter noget rodskud, men ikke værre end hindbær - og så skal de have kalk for at trives. De samler selv kvælstof på rodknolde og fremover skal ukrudt og græs bare klippes et par gange i løbet af sæsonen. Aronia har også givet stort udbytte og begge disse bærbuske har der været mulighed for selvpluk. Sibiriske blåbær har lige siden jeg fik dem for et par år siden været et stort hit, både fordi de har modne bær på et tidspunkt hvor vi kun har jordbær som friske og fordi de tåler at stå i almindelig jord. Nu står de i virkelig mange haver rundt omkring og jeg havde selv ganske få bær på mine egne i sommer. I første weekend var jeg i Hamburg til Europom 2013 - hvor alle nabolandene til Tyskland, foruden Sverige, England og Irland var repræsenteret - vi fik en masse erfaringsudveksling og en masse snak indbyrdes, der blev udvekslet mailadresser og lavet aftaler. Jan Bade i Kaufungen er ofte behjælpelig når jeg savner oplysninger og du kan besøge hans hjemmeside - www.obstmanufaktur.com Det er fint at vi kan hjælpe hinanden med frugt, også over grænserne og selvom Jan bor langt sydpå, insisterer han på at I skriver dansk til ham og han vil selv gøre det på dansk - for som han siger - ellers lærer jeg for lidt og bliver ikke bedre til den danske sprog. God plantesæson Boi Jensen, podemester

(2013) - Så begynder den rigtig travle tid med både arbejde og få lavet årets indkomst. Der skal graves træer op fra midt i måneden og frem efter lige så længe det er så meget tøvejr at spaden kan bruges. Her i begyndelsen af måneden laves forberedelser og sælges planter i potter og lidt stedsegrønne, blandt andet buxbom, som der er gået en del af i år. Er lige 1. oktober kommet hjem fra en frugtplukketur efter æbler - og jeg har fået fat i det jeg skal bruge til såvel frugtudstilling i Hamburg - 5. og 6. oktober - og det bliver ekstraordinært stort i år, hvor der holdes Europom i samme forbindelse, der er inviteret pomologer fra hele Europa, så det bliver rigtig skægt og tager 4 dage for nogle af os. Vil du vide mere er det på nettet og søg på www.apfeltage.info så kan du se hvad der sker. Træerne er groet pænt i sæsonen og ligeså grøntsagerne, som der også er mulighed for at få lidt med sig hjem til næsten foræringspriser, når du er i planteskolen alligevel - husk spand og sæk. I år har vi også haft rigtig mange frugter på træerne, og specielt havtorn og aronia er der stadig en masse at komme efter. Vi ses i planteskolen husk at få en aftale - ring eller mail forinden, både så jeg er sikker på at kunne nå at ekspedere (læs grave op) - og så du kan finde stedet. Der er stadig masser af frugttræer og frugtbuske, der ikke er bestilt til efterårsplantning. Venlig hilsen Boi Jensen, podemester

(2013) - Nu er de fleste af bærbuskene ryddet - men efterårshindbærrene er på det højeste lige nu omkring 1. september og de bliver ved til vi får frost. Der sælges blåbær og sibiriske blåbær som jeg har i potter, men frugttræerne må vente til efter midten af oktober, så de bliver ordentligt afmodnede. Der er masser af planter og i år er der flere 3-års end der tidligere har været, men det betyder langt fra at der er 3 års i rigtig mange sorter, så derfor spørg, hvis du er interesseret i store træer - måske har jeg dem, måske er de bare lidt mindre. Her sidst i august klippes og formes træerne i planteskolen, plantedirektoratet har lige været på kontrol, uden bemærkninger - og så får vi tilpas med vand ovenfra, så det er ganske begrænset, hvad der skal vandes mere. Jeg er ved at gøre klar til den helt store æbleudstilling, der i år er i botanisk have Klein Flottbek i Hamburg - jeg repræsenterer Danmark - og vi forventer at der kommer udstillere fra det meste af Europa - det bliver rigtig spændende og der bliver samtidig workshops, hvor vi kan lære hinanden at kende og måske få nogle flere kontakter - og så kan vi bytte podekviste bagefter. Er der nogen der skal ned og kigge, er det i første weekend i oktober - en god ide at se på www.apfeltage.info og i år kaldes udstillingen "Europom 2013". I november tager jeg en tur ud med traileren - en del af de bestilte træer og buske leverer jeg selv, når jeg får lavet en ruteplan og jeg tidsmæssigt og kilometermæssigt kan få det til at hænge sammen med levering med egen trailer, så vi ses derude. Venlig hilsen Boi Jensen, Podemester

(2013) - Så er ferien slut - og vi fik nok den bedste vejrmæssige uge i et næsten nyt sommerhus i Kerteminde, så en dukkert i Storebælt var på sin plads nogle gange. Vi nåede også "kirsebærfestivalen" i Kerteminde og det er stort set ligesom enhver anden byfest, bare med temaet kirsebær - og dem er der jo mange af på Fyn, vi fik også lejlighed til et par kilos selvpluk og en mavepine samtidig. Imens var det nødvendig med masser af vanding så træerne ikke går af vækst og specielt de små 1-års podninger er meget vigtigt at de aldrig tørrer ud i vækstperioden, for så er de stort set ikke til at få gang i igen. Skal du i gang med okulering eller chip-budding, har jeg lavet noget derom på www.havenyt.dk Der har været lidt lus i nogle af planterne og en hjælpende hånd med klemning af de fleste, angreb af larver af mariehøns og svirrefluer, ser det ikke ud til at nogle har taget skade af angrebene. Lusene skal der dog holdes øje med et stykke tid endnu, for hvis der sidder for mange i toppen af de helt små 1-års podninger, kan det ødelægge væksten, så de må klemmes ihjel, når de ses. Hvis ikke basten er sprunget eller skåret op, er det med at få det gjort i en fart, for nu gror træerne i tykkelsen og hvis der ikke sker noget nu, kan du risikere at de bliver kvalt. Og så skal der laves stiklinge og okuleres i begyndelsen af måneden og i løbet af kort tid skal de første frugter nydes, hendigvis er der noget mere at komme efter i år. Igen i år bliver der masser af bær på mine 4 rækker havtorn og jeg laver "selvpluk", hvor du kan komme og klippe nogle grene af og tage dem med hjem og pille frugterne af og så kan der laves noget af det mest forrygende marmelade eller andet af dem. På denne måde holdes buskene i en passende plukkehøjde og da de er plantet tæt, er det også en fordel at de ikke bliver for brede. Reserver gerne både tid og antal ønskede kilo, så finder vi ud af noget, når de er plukkemodne. Fortsat god sommer Boi Jensen, podemester