Forrige


Aktuelt for Februar

I år har jeg været lidt foran det jeg plejer, for jeg har modtaget mange af podekvistene i god tid og har fået pakket og fordelt bestillinger, dog mangler jeg lidt kviste, som jeg er nødt til at få mange forskellige steder fra, da Pometet ikke mere kan klare forsyningerne. De svagtvoksende grundstammer står også i Tyskland og er ved at blive sorteret, de regner med at være klar i midten af februar, så jeg kan få noget sendt ud. Ellers regner jeg med at jeg skal til at sende grundstammer og podekviste ud i forhold til hvad I har bestilt, alt imens jeg får podet noget ind imellem. Der bliver ikke så mange kurser som sidste år, nogle laver fortsætterkurser, hvor dem der gider - mødes og så podes der rigtig effektivt en aften - drikkes en masse kaffe og fortælles om hvordan det gik med sidste års produktion - det er en lettelse for mig, når jeg ikke skal ud at køre efter det og jeg synes det er fint, for så bliver der plantet nogle træer ud i landet af betydning. Men ellers skal jeg et godt stykke ud at køre - og der bliver 3 kurser i rap på Sjælland, så giver det knapt så meget kørsel, som hvis jeg skulle køre efter dem enkeltvis. Har lige fået enkelte træer gravet op sidst i januar, men frosten var nu ikke helt af jorden, så der skulle fiskes lidt for at finde nogle, der ikke havde frossen jord med rødderne. Jeg har planteskolen et ekstremt frostudsat sted, hvor det ofte giver op til 5 minusgrader oveni det, der loves fra vejrprofeterne. Der er stadig masser af grundstammer og podekviste - enkelte sorter er det slut med, men selvom nogle bestiller et år i forvejen er der ingen garanti for at der er noget, når der skal leveres, så det går nok alligevel. Har også i år haft fornøjelsen at levere kviste til podemestre i vore nabolande og det giver så ofte det resultat, at de også har noget af det jeg mangler. Vores lille skov syd for planteskolen er nu ved at gro pænt til og jeg tror at den i år vil gro så meget at det bliver svært at se gennem den fra planteskolen, men det er også med til at forstærke den biologiske mangfoldighed og det er helt tydeligt at virkningen af gavnlige insekter og fugle er med til at gøre det nemmere at få træerne og buskene til at trives. Næste projekt er at jeg skal have sat nogle af de stauder, der er med til at tiltrække gavnlige insekter foruden jeg måske skal have sat lidt flere redekasser op til nogle af de fugle, der ikke er redekasser til i forvejen, for det hjælper jo ikke at sætte 20 ens kasser op, for de fleste fugle er territoriehævdende, så der kan på et område kun være et par af for eksempel musvit. Kommentar 6.2. - så har influenzaen også ramt her, er lige så småt begyndt at virke lidt igen, men jeg får først begyndt for alvor at sende podematerialer ud i næste uge. God podesæson - Boi Jensen - podemester